Derfor bliver vi i Irak

Danske soldater opholder sig på fjerde år i Irak. Årsagerne til at vi i første omgang valgte at indgå i den koallition, der i 2003 angreb angreb Irak, har vist sig at være præcist ligeså grumsede som altid, når det handler om storpolitik. Jeg tror desværre at en vægtig årsag til vores oprindelige deltagelse, samt vores fortsatte ophold skal findes på et meget personligt og egoistisk niveau. Jeg tror at kunne man for alvor se “Fogh bag facaden”, så ville man få en helt ny forståelse for vores fortsatte tilstedeværelse i Irak. Det er i denne sammenhæng totalt indifferent om det var, og eller er en “rigtig” beslutning at tage del i krigen i Irak. Jeg ønsker blot, at give mit personlige bud på de årsager, der faktisk lå og stadig ligger til grund.

Jeg ser Anders Fogh Rasmussen som et borderpsykotisk magtmenneske uden evnen til empati i gængs forstand. Han er fuldt ud i stand til at opfatte og analysere andres ønsker og behov, men mangler den følelsesmæssige kobling der gør handling til et spørgsmål om at gøre det rette. Det bliver en kalkule med målet i sigte, og har man ikke øje for målet, så er han ikke til at forstå. Et (mangelfuldt) eksempel på min påstand er hans pragmatiske tilgang til opnåelse at statsministerposten. Hans mål var at blive statsminister, og så måtte politiske overbevisninger bøje sig i støvet, og der blev lånt vælgervenlige holdninger fra både højre og venstre side af salen. Der er fuldstændig overensstemmelse mellem mål og middel, og selvom man kan finde det usympatisk at føre politik på den måde, er det i hvertfald ikke uforståeligt. 

Sidenhen har han gang på gang formået at gøre vælgernes ønsker til personlige mærkesager, og netop derfor er det interessant at vi ikke forlængst er ude af Irak. En udtrækning af de danske tropper kunne sagtens forklares og forsvares med troppernes ringe betydning i det store spil, og både vælgere og opposition ville være tilfredstillede.  Men betydningen af de danske troppers tilstedeværelse kommer helt an på hvilken optik man ser den i. Der er næppe tvivl om, at det rent militært er ret ligegyldigt, om vi opretholder vores tilstedeværelse. Det har formentlig en vis betydning for landet Danmark i et internationalt perspektiv, men det er svært at gennemskue om det er til positiv eller negativ side. Er man derimod dansk statsminister med drømme om en toppost i FN eller NATO, så er det straks en anden sag. Anders Fogh ønsker (tror jeg) at printe sig ind i erindringen på verdens toppolitikere (ikke mindst de amerikanske), som manden der stod last og brast  med sine allierede. Manden der ikke lod sig intimidere til at vælge den nemme løsning. Det vil give ham en kollosal vigtig ballast når han engang skal bejle til sin drømmepost som generalsekretær for en af de tunge drenge. Han har aldrig haft nok i at blive statsminister, og lur mig om ikke han nok skal få sit ønske opfyldt – koste hvad det vil…